Svenborg Olsdotter

Et liv mellem to lande (1852–1936)


1. 1852–1879 – Fra Holje til Danmark
Fattigdom, tjenestepige, udvandring. 2. 1880–1883 – Slagelse og Valbygård Forholdet til Hans Christian Hansen, børnene, indsigelsen mod ægteskabet, første udvisning.
3. 1888–1893 – København og Nyhavn Udvisninger, fødslen på Fødselsstiftelsen, overgangen til prostitution.
4. 1892–1911 – Nyhavn, Borgergade og Adelgade Livet som logiværtinde/bordelmutter, overlevelse og styrke.
5. 1915–1921 – De sene år Stabilitet, fortsat bopæl i kvarteret, ægteskabet med Viktor Østensø.
6. 1922–1936 – Ægteskab, alderdom og død Respektabel afslutning, dødsfald på Kommunehospitalet, begravelse på Bispebjerg.


De svenske kvinder og Danmark i 1800-tallet



I anden halvdel af 1800-tallet bevægede titusinder af svenske mænd og kvinder sig mod syd.
De fleste kom fra Småland og Blekinge, hvor jordlodderne var små, og høsten alt for ofte slog fejl. Danmark, som lå kun en dagsrejse væk, virkede som et land af muligheder.
Her var jorden mildere, landbruget moderne, og man kunne finde arbejde på gårdene, i mejerierne og hos de nye storbønder, som manglede billig og pligtopfyldende arbejdskraft. Omkring 1880 anslås det, at over 25.000 svenskere arbejdede i Danmark. Mange var unge kvinder – “piger” – der gik i tjeneste på Fyn og Sjælland.
De var stærke, vant til hårdt arbejde, og billigere end danske piger.
Men de var også fremmede: de talte et andet sprog, havde ingen familie, og stod uden rettigheder, hvis de blev syge, gravide eller fyret. Grænsen mellem fattigdom og fornedrelse var hårfin.
De svenske tjenestepiger blev i aviserne både rost for deres flid og udskældt som trussel mod danske arbejdere. De kom i klemme mellem to nationer, der begge mente, at de ikke hørte hjemme. For mændene kunne migrationen være en ny begyndelse – for kvinderne var den ofte en kamp for at overleve på andres betingelser.
Ud af denne virkelighed træder Svenborg Olsdotter, født i Blekinge i 1852.
Hun var én blandt mange, der forlod Sverige med et rejsepas i hånden og et barn på armen, men hendes historie endte anderledes end de flestes. Hvor mange forsvandt i fattigdom og sygdom, overlevede hun – gennem snilde, styrke og vilje.
Hendes liv fører os fra de svenske landsbyer til Slagelses godser, videre til Nyhavns mørke kældre og ind i hjertet af København, hvor hun endte sine dage som en respekteret gift kvinde.


Del 1 – Fra Holje til Danmark (1852–1879)
Hun blev født i maj 1852 i den lille landsby Holje i Blekinge, i et landskab, hvor skovene stod mørke og jorden var mager. Forældrene, Ola Johansson og Bengta Nilsdotter, ejede intet selv. De levede af at tage arbejde, hvor der fandtes noget at tage fat på – i skoven, på markerne, i andres huse. Som pige lærte Svenborg tidligt, at hænderne skulle slide, og munden tie. Hun blev sat ud som “piga”, tjenestepige, før hun var voksen, og gik fra gård til gård mellem Jämshög og Mörrum, hvor hun malkede, bagte og bar vand, så ryggen værkede. Hun fik sin datter Mathilda i 1876. Faderen, Per Trulsson, var yngre end hun – en dreng, der måske lovede mere, end han kunne holde. Han blev i Sverige, da hun rejste. Svenborg tog barnet med sig og stod alene med alt, hvad et menneske kunne bære på den tid: skam, fattigdom og et ukueligt instinkt for overlevelse. Hun havde ikke råd til drømme, men hun havde vilje. Den 21. april 1879 fik hun udrejsebetyg fra sognepræsten i Jämshög. I kirkebogen står der nøgternt: “Piga (ogift kvinna), betyg till Danmark.” For mange kvinder dengang var “Danmark” en eufemisme for en usikker fremtid. Man skrev ofte “Tyskland” i papirerne for ikke at vække opsigt; ugifte kvinder, der rejste alene, blev mødt med mistro. Men Svenborg gik sin vej alligevel – ud af sognet, ud af Blekinge, og ud af de muligheder, hun aldrig havde haft. Ingen ved, hvordan rejsen forløb. Måske sejlede hun fra Karlshamn til Korsør, som mange gjorde. Måske gik hun en del af vejen til fods. Men da hun trådte i land på Sjælland i foråret 1879, var hun 27 år, ogfast besluttet på at skabe sig et liv på egne betingelser.

Del 2 – Slagelse og Valbygård (1880–1883)
Da Svenborg kom til Slagelse-egnen, fik hun arbejde som mejeripige på Valbygård Hovedgård. Det var ikke et tilfældigt job. Mejeripigerne var blandt de mest betroede i landbruget – de skulle kende til temperatur, hygiejne og håndelag, og de stod op før solen. Hun havde erfaring, og hun må have gjort indtryk, for i folketællingen i 1880 står hun registreret som “Svendborg Olson, 27 år, ugift, mejeripige, født i Sverige”. I samme husstand står en ung tjenestekarl, Hans Christian Hansen, 22 år. De var næsten jævnaldrende, men kom fra to verdener: hun, den fremmede kvinde fra Sverige, uden familie, uden rettigheder; han, den danske landarbejder, fattig, men fri. Man kan næsten se det for sig: en kort pause i arbejdet, et blik over gårdspladsen, et smil midt i trætheden. Året efter, i 1880, føder hun datteren Hanna – alt tyder på, at Hans er faderen. De får siden tvillingerne Olivia og Mathilde, og i 1882 forsøger de at blive gift. Men samfundet vil ikke give hende den plads, hun længes efter. I kirkebogen fra Slagelse Sankt Mikkel sogn står en bemærkning i margen ved deres lysning: “Forlod sognet før lysningen fandt sted.” Det er præstens måde at skrive, at nogen havde gjort indsigelse. Måske var det fordi hun var udlænding, måske fordi hun ikke kunne fremvise attest om “fri stand” fra Sverige, eller fordi hun allerede stod i gæld til fattigvæsenet. Uanset grunden var døren lukket. Hun måtte ikke gifte sig. Det er svært at forestille sig, hvordan det må have føltes: at stå klar til at skabe et hjem, og så blive stemplet som uønsket. Hun havde båret tre børn under hjertet, arbejdet hårdere end de fleste, og alligevel blev hun betragtet som en kvinde uden værdi. Kort efter forlader hun sognet – og sandsynligvis landet. Der er tegn på, at hun bliver udvist omkring 1883. Det er første gang, men ikke den sidste. Myndighederne kalder det “udsending”, som om det var en administrativ detalje, men for hende var det et brud med alt, hvad hun kendte. Hun vender tilbage til Sverige for en tid, måske til sine forældre eller til datteren Mathilda. Men Danmark slipper hun ikke. Der venter noget på hende i København – et nyt liv, hårdere end noget, hun endnu har kendt. Hun vidste ikke, at Danmark snart skulle blive både hendes håb og hendes straf.

Kilder (uddrag)

← Tilbage til Forsiden